| Sønderborg 2008 |
|
Den 26. maj 2008 var der 1.376 ladies ude at gå i Sønderborg. Det var noget overvældende at se over 1300 tøser/damer/kvinder/piger ved 1. Ladywalk i Sønderborg. Det startede med majs første regn om natten til mandag, og vi knoklede med regn og telte i lidt kaoslignende tilstande. Men vi er vant til felten - det bliver ikke holdt på Hærens Skydebaneterræn for ingenting! Da klokken var ca. 16.00, kom den sidste byge, og kort tid efter stillede de første deltagere sig op i køen. Derefter gik det bare derudad. Alle hjælpere var parate og ydede det yderste for at betjene køen hurtigst og bedst muligt. Lige så stille blev pladsen "sort" med pink prikker. Det var et imponerende syn, da formanden kl. ca. 18.15 kunne byde velkommen og derefter give megafonen (som desværre ikke kunne råbe så mange op pga. blæst) til repræsentant for Hjerteforeningen, Jutta Drath. Hun gjorde sit bedste for at fortælle, hvor glade de var for at få overskuddet til Hjerteforskningen specielt beregnet på kvinderne. Derefter blev der talt ned fra 10-1, og alle trippede af sted på én gang. Pladsen er så stor, at det bare tog 3 minutter, før alle gik i én lang række ud over Kær Halvø langs vandet. Mange var glade for gåturen, og de stedkendte var ikke klar over, at man må gå på denne del af skydebanen. Det er åbent for offentligheden. Vi havde ikke en speciel tilladelse til at benytte det. Da deltagerne begyndte at komme hjem, var der diplom til alle, og der var mulighed for at få en ristet pølse og noget væske. Desværre havde der sneget sig en iskold vind ind over pladsen, og de fleste ville hurtigt hjem for ikke at blive for kolde. Det var lidt synd, at man ikke kunne hygge sig med hinanden bagefter, men måtte skynde sig hjem for ikke at fryse. Fodslaw Sønderborg vil gerne sige en stor tak til alle, der deltog i Ladywalk i Sønderborg. Vi har mange ting, der skal gøres anderledes - så det kan blive en fornøjelse at komme her igen. På gensyn den 25. maj 2009! Med venlig hilsen
|