| Rønne 2006 |
|
Den 29. maj 2006 var 1.555 ladies ude at gå i Rønne. Leila Linden holdt åbningstalen og sagde blandt andet, at det nu var anden gang, at Ladywalk blev holdt, og så var det en tradition. Leila roste de bornholmske kvinder for at være gode til at være sammen om sociale arrangementer, hvor vi kan få snakket med kollegaer, veninder og familie samtidig med, at vi får motion, og det har hun helt ret i. Ladywalk 2006 blev bakket op af rigtig mange bornholmske kvinder - vi var 1.555 ude at gå 7 eller 12 km ruten. Starten på turen blev med jeres disciplin på startstedet afviklet uden de store problemer. Dejligt, at I hjælper os med det. De bornholmske LADIES skal igen i år have en meget stor tak for den positive ånd, I alle kom med. Der var venlige smil, godt humør og en dejlig stemning at mærke rundt på startstedet. Lige fra afhentning af trøjer, fælles opvarmning, afvikling af starten og stadig glade smil, når I kom hjem fra turen. Så er det dejligt at være arrangør. Gangforeningen Bornholm vil også takke for den minimale tid, vi skal bruge på oprydning, man kan næsten ikke se, at vi har været så mange på hverken startsted eller i skoven. Uden vores fantastiske hjælpere var det ikke muligt at afvikle Ladywalk, så de skal alle have en STOR og velfortjent tak. Tak for i år og på gensyn 21. maj 2007! På Gangforeningen Bornholms vegne
|