| Nakskov 2009 |
|
Den 25. maj 2009 var der 2.460 ladies ude at gå i Nakskov. Arrangøren beretterLadywalk 2009 er vel overstået. Det var en kæmpesucces, ikke mindst fordi hjælperstaben gjorde at fantastisk arbejde. Der skal lyde en kæmpe stor TAK til alle hjælpere. Vi startede Ladywalk i marts måned, hvor der blev delt brochurer ud. Der blev sendt ud til enkeltdeltagerne og til alle holdledere. Desuden husstandsomdelte vi brochurer en del steder på hele Lolland-Falster - også her skal lyde en stor tak til alle jer der var med til at uddele Ladywalk-brochure. Søndag var der 25 hjælpere, der pakkede alle rygsækkene, og det må siges, at det gik forrygende, alle gjorde et godt arbejde, og det gik hurtigt. Vi havde i år lejet en lastbil, så alt blev læsset, efterhånden som det blev færdigt, og det var dejlig kun at skulle have fat i kasserne en gang. Jeg er sikker på, at alle hjælpere var godt trætte da de gik hjem, forståeligt nok. Efter vi havde pakket, var vi nogle stykker der gik ud at mærke turene op med pile og plaststrimler. Det var en herlig vandretur i højt solskin, ja bare en perfekt dag. Så oprandt selve dagen, vi mødtes på Lienlund kl. 8.00, hvor der ventede os morgenkaffe, hvor vi lige lagde arbejdsplanen for opstilling af telte og så videre. Og i år gik det ganske hurtig med at stille det hele op, og vi var klar til at modtage alle friske piger til årets Ladywalk 2009. Før starten underholdt John Railton med Elvis- og Cliff-sange, det gjorde lykke blandt de 2460 bankende kvindehjerter. Kl. 18.00 stod Lise Simon for årets åbningstale, hvor hun glædede sig over, at det er blevet sådan, at når Strejferne arrangerer Ladywalk, så er det bedre end alverdens turistbrochurer. Jeg har aldrig set så mange grønne piger før, udbrød lise. En af grundene til, at hun ikke selv deltog, var, at der nu var over 2.000 mænd alene hjemme. Herefter kom Mia Christensen op på scenen, hvor hun havde lavet et lille 9 minutters opvarmningsprogram, og det så rigtig godt ud, at der stod så mange og gjorde strækøvelser, inden de skulle ud og gå. Herefter blev pigerne sendt af sted i grupper på ca. 150-200 stk. Ude på ruterne blev der passet på alle pigerne af politihjemmeværnet. Igen i år var vandposten lagt på Engvej, ved NGF garageanlæg, hvor vi havde fået nogle af Nakskov Gymnastik Forenings piger til at skænke FUN saftevand op til deltagerne. Da deltagerne kom i mål, fik de udleveret diplom som bevis på, at de havde gennemført turen. Og så var det tid til, at man kunne få sig en grillpølse eller to. Alle var glade og tilfredse, da de kom i mål. Nu skulle der ryddes op, og det gik ret smertefrit, alle vidste, hvad der skulle laves, de fleste havde været hjælper før. Det er helt sikkert, at alle hjælpere var godt trætte, men det var også den bedste Ladywalk, der har været i Nakskov, og der skal endnu engang lyde en stor tak til hjælpere og til alle, der var med til, at Ladywalk 2009 gav deltagerne en positiv oplevelse. Vi ses til Ladywalk 2010 På VF Strejfernes vegne
|