Frederikshavn 2008

Den 26. maj 2008 var der 7.152 ladies ude at gå i Frederikshavn.

Endnu en gang oplevede vi, at deltagerantallet var større end sidste år. Vi havde endvidere i år den glæde, at et stort hold på 638 deltagere havde tilmeldt sig fra Frederikshavn kommune.

Til sådant et stort arrangement som Ladywalk er man nødt til at starte forberedelserne i god tid. Derfor startede vi fredag morgen med at hente tingene fra Randis garage og udestue for at køre dem op i FFK-hallen. Det gik rigtig godt lørdag og søndag med pakning af rygsække og holdkasser, vi har jo efterhånden fået en del erfaring. Eneste problem var, at der manglede nogle T-shirts, men de blev i hast trykt og leveret mandag.

Torben Fisker-Rasmussen fra Fodslaw Frederikshavn bød velkommen, hvorefter viceborgmester Bjarne Kvist overrakte pokalerne til de 3 største hold. Herefter talte Gitte Høj Rasmussen, formand for Hjerteforeningens Lokalkomité. Igen i år stod Elin Hovedskov for den fælles opvarmning, hvorefter deltagerne blev sendt af sted.

Både 7 km og 12 km ruterne gik til Knivholt Hovedgaard, hvor der var rast. Der var dækket op med saft i laden, og 2 musikanter sørgede for en god stemning. Mange gav sig god tid til at nyde det gode vejr på gårdspladsen, inden de begav sig videre på ruten.

En del lokale forretninger og firmaer havde sponseret nogle flotte gevinster, som de heldige vindere kunne hente efter gåturen. Det gav en del aktivitet i hallen, da man jo også skulle checke, om der var gevinst på lodsedlerne. Frederikshavn Firma Klubber stod for salgsboden, hvor man som noget nyt i år også kunne købe soft ice. Tusind tak til alle de mange trofaste hjælpere, som hvert år bruger en weekend på Ladywalk.

På vegne af Frederikshavn Firma Klubber og Fodslaw Frederikshavn
Maja Sørensen

 
Du er her: Frederikshavn Tidligere år i Frederikshavn Frederikshavn 2008

Ladywalk 2008

Dansk Atletik Forbund